Odsherred Kommune
 
Velkommen til det vilde vesten

Bragt i Venstrebladet 15. april 2009 

Steen Egede fra DF skriver d. 11. april, at det bør være en menneskeret, at enhver må forsvare sig med næb og klør, herunder med skydevåben, hvis en fremme trænger ind i deres hjem

 

Budskabet et klart; Har du ikke tiltro til politiet og domstolenes evne til at håndhæve lov og orden, så tag sagen i egne hånd.  

 

Følger vi SE’s opfordring til at ignorere de juridiske ”kloge Åger” og i stedet gribe til selvtægt, vil det ikke bringe almindelige mennesker væk fra offerrollen. Det vil derimod føre til endnu flere værgeløse ofre.  Det vil være et skridt i retning mod de rene vild vest tilstande – skyd først – spørg bagefter (hvis det er muligt). Det vil næppe føre til færre indbrud og røverier, men disse i forvejen brutale overgreb, vil blive endnu grovere. Hvis gerningsmanden har en formodning om, at ofret vil forsvare sig med skydevåben, så må han jo sørge for selv at være bevæbnet, eller også må han vælge sine ofre blandt dem der er så svage, at de ikke er i stand til at forsvare sig.

 

I modsætning til SE så mener jeg ikke, at løsningen på indbrud og hjemmerøverier er at give den enkelte borger ret til selv at agere politi og dommer. Det er helt grundlæggende for vores demokrati, at det er staten, og kun staten i form af folketinget, regeringen og domstolene som vedtager og håndhæver lovgivningen. Hvis det ikke er staten men derimod den enkelte borger, som har ret til at afgøre hvordan han vil forsvare sit hjem, så gælder det vel også  rockerens ret til at forsvare sin rockerborge og terroristens ret til at forsvare sit bombelaboratorie.    

 

Sælg halvdelen af Aksen
Trykt i Venstrebladet 14. oktober 2008

I Venstrebladet d. 10. oktober kan jeg læse, at nogle af borgerne i Asnæs er utilfredse med deres splinternye 42 millioner kr. dyre, delvist lånefinansierede bibliotek og kulturhus. Akustikken er for dårlig, og det er et problem, at huset har for mange funktioner. Straks er der igangsat undersøgelser, og jeg forudser en snarlig ansøgning til kulturudvalget om en tillægsbevilling til at forbedre den dårlige akustik m.v. 
Samtidig er borgerne i Rørvig, Vig, Hørve og på Odden stillet i udsigt, at deres små biblioteker måske skal lukkes og bygningerne sælges. Jeg ved godt, at vores lille, ydmyge bibliotek i Hørve på ingen måde kan sammenlignes med »Aksen« i Asnæs. Men vi er glade for vores bibliotek, og det betyder meget for byen, ikke mindst for de børn, unge og ældre, som ikke bare lige tager bilen og smutter til Asnæs.
Derfor er mit forslag kort og godt: Sæt en skillevæg op ca. midt i »Aksen« og sælg eller udlej den ene halvdel af bygningen. Lokalerne har en særdeles attraktiv beliggenhed og må nemt kunne sælges eller udlejes til forretning, kontor, restauration eller lignende. Borgerne i Asnæs vil, selv med det halve antal kvadratmeter, fortsat have en god biblioteksbetjening. Til diverse kulturelle arrangementer og aktiviteter må der kunne findes egnede lokaler på Bobjergskolen, kunstmuseet, gymnasiet eller andre steder i kommunen. 
Jeg synes, det ville være fremsynet og visionært, hvis vores kulturudvalg havde mod til at træffe en beslutning, hvor det for en gang skyld er de mindre lokalsamfund i kommunen, der bliver tilgodeset - frem for en ensidig satsning på Asnæs og Nykøbing som kommunens »kulturmetropoler«. 
 
Hvad med de mellemstore skoler?
Trykt i Venstrebladet 5. september 2008

Forældre og elever på de tre små folkeskoler i Odsherred gør en ihærdig indsats for at fremhæve fordelene ved de små skoler. Argumenter er forståelige, men desværre ofte temmelig unuancerede.
Ifølge det materiale, forvaltningen har udarbejdet, er det rigtigt, at inklusionen er bedre på de små skoler, og dermed er udgifterne til specialundervisning mindre. Men den væsentligste årsag til dette forhold er ikke skolens størrelse, men derimod størrelsen på de enkelte klasser. I Odsherred er der i gennemsnit 17,9 elever i klasserne, men dette gennemsnit spænder over klassestørrelser fra 4 til 26 elever. Tænk hvilken forbedring det ville være, hvis alle kommunens skoler fik lov til have et gennemsnit på 10-15 elever i hver klasse. Prisen for de små klasser på nogle skoler er tilsvarende større klasser på andre skoler. F.eks. var der sidste år fire elever i 3. klasse på Nr. Asmindrup, samtidig med at der var 25 elever i 3. klasse på Vig Skole.
I Egebjerg mener man, at det er bedre at skære i timetallet på alle kommunens skole frem for at flytte klasser fra de små skoler. En løsning, som er fornuftig på en skole med små klasser, fem timer mindre om ugen betyder væsentligt mere i en klasse med 25 elever end i en med 10. Hvis der samtidig skæres i antallet af de puljetimer, som bl.a. bruges til støtte i store klasser, så kommer det til at ramme disse klasser rigtig hårdt.
I den afdelingsopdelte skole, som man arbejder med i Odsherred, er der en naturlig overgang fra mellemtrinnet til overbygningen, når eleverne begynder i 7. klasse. En overgang, hvor der ofte skiftes lærere og flyttes klasseværelse. Derfor er der, ifølge forvaltningen, forældre, der vælger at flytte deres børn fra de små skoler efter 6. klasse for at sikre et samlet forløb i overbygningen. Jeg tror, at ønsker om at bevare 7. klasse på de små skoler bunder mere i forældrenes og lærernes interesser end i hensynet til eleverne og deres uddannelse. I en situation. hvor der mangler penge, virker det luksuriøst at opretholde lærerkompetencer og fysiklokaler på tre skoler for at der kan undervises to timer om ugen i henholdsvis tysk og fysik.
Kære forældre og elever på de små skoler, jeg har ingen intention om at starte skyttegravskrig mellem de tre små og de otte lidt større skoler i Odsherred. Derimod er det mit inderlige håb, at debatten om fremtidens folkeskole i Odsherred bliver en åben debat om, hvordan vi samlet set skaber den bedste folkeskolen for alle eleverne i Odsherred, uanset hvilken skole de går på, og uanset hvor i kommunen de bor, frem for en snæver debat om forholdene for de knap 10 procent af kommunens eleverne, som går i de tre små skoler.
 
I sandhedens time
Tryke i Venstrebladet 29. august 2008
Hvis et krydstogtsskib foretager en katastrofeopbremsning er bremselængden 2 km. Derfor gælder det om at være forberedt og orientere sig mere end 2 kilometers sejlads ud i fremtiden. Når besætningen så opdager et isbjerg forude, er det afgørende, at der bliver handlet hurtigt og korrekt. Det samme gør sig gældende i en kommune. Selv efter en økonomisk katastrofeopbremsning går der flere måneder, før vi kan se effekten.
Det vil være i strid med sandheden at påstå, at de økonomiske problemer i Odsherred Kommune er kommet uventet og pludseligt. I stedet for at handle har byrådet ventet for at se på de dyrt indkøbte rapporter fra Kommunernes Revision og regnskabet for 2007, begge ting som viste, at der var noget helt galt. Byrådet og især økonomiudvalget med borgmesteren i spidsen har været alt for længe om at erkende problemet og endnu længere om at tage konsekvensen og få gjort noget ved det.
Forudsætningen for at politikere kan træffe de rigtige beslutninger er, at de får rigtige og relevante oplysninger fra forvaltningen, og at disse oplysninger foreligger i en form, der er tilgængelig og forståelig også for byrådsmedlemmer, som ikke nødvendigvis har en kandidatgrad i økonomiforståelse. Fremover må politikerne være bedre til at gøre det klart for forvaltningen, hvad der præcis forventes af dem, og hvad konsekvensen er, hvis disse forventninger ikke imødekommes. Omvendt skal forvaltningen også være bedre til at stille krav til politikerne.
Den situation som vi netop har oplevet, hvor borgmesteren i panik beder forvaltningen om at komme med en stribe spareforslag, som der reelt ikke er tid og mulighed for at belyse ordentlig, holder ikke som arbejdsmetode. Det er helt urimeligt, at byrådets politikere efterfølgende får mindre end 24 timer til at vurdere og forholde sig til et sparekatalog med mere end 80 spareforslag. Et sparekatalog som i øvrigt er kendetegnet ved en række spareforslag indenfor miljø- og teknikudvalget, kulturudvalget, økonomiudvalget og børne- og skoleudvalget. De fire udvalg, som har været bedst til at overholde deres budgetter og har et forbrug, der ligger på et rimeligt niveau i forhold til de kommuner, vi sammenligner os med. Derimod er der ingen egentlige spareforsalg på de to udvalgsområder, hvor problemerne reelt er størst. Hvad nytter det at spare småpenge på kultur og miljø, når der ikke er nogen der tør fortælle arbejdsmarkedsudvalget, at det er uacceptabelt, at arbejdsløsheden og antallet af personer på overførselsindkomster er stort set uændret i Odsherred, når det er faldet i resten af landet? Der har manglet mod til at fortælle social- og sundhedsudvalget, at det er slut med bare at få en ekstrabevilling, hver gang det viser sig, at de heller ikke denne gang kunne overholde budgettet. Hvis forvaltningen nu ser sig i stand til at finde de 12 mio. som social og sundhedsudvalget mangler, hvorfor er spareforslagene så ikke kommet frem tidligere, kunne man spørge om.

Henrik Jensen
Høve Klitbo 15
Asnæs
Byrådsmedlem for
Konservative i Odsherred


Henrik Larsen
Sct. Georgs Vej 7
Nykøbing
Formand for Konservative i Odsherred


Ulla Margrethe Hansen
Lammefjordsvej 7
Hørve
Sekretær i Konservative
i Odsherred

En dyr besparelse
Trykt i Venstrebladet d. 12. juli 2008

Det er vist ingen hemmelighed, at Odsherred Kommune har økonomiske problemer, og som følge heraf er der udvist stor kreativitet for at finde besparelser.
Et af forslagene går ud på at afskaffe muligheden for at yde tilskud til forældre, der passer deres egne børn. Ifølge administrationens beregninger kan der opnås en årlig besparelse på mellem 100.000 og 450.000 kr., og der er ingen udgifter forbundet ved at afskaffe ordningen.

Forudsætningen for, at den beregning skal holde, er, at de forældre, der i dag modtager tilskud til at passe egne børn, forsat vil passe deres egne børn blot uden tilskud. Vælger forældrene derimod at sende deres barn i dagpleje, så ser regnestykket noget anderledes ud. Ifølge kommunens hjemmeside kan forældre få op til 4.885 kr. i tilskud pr. måned for at passe deres eget barn, men kommunes nettoudgift til en dagplejeplads er 6.444 kr. Konklusion: Hver gang forældrene vælger at lader deres barn gå i dagpleje frem for at passe det selv med tilskud, koster det kommunen 1.559 kr. om måneden.

Hvis denne løsning skal være udgiftsneutral for kommunen, betyder det, at den forældre, der før passede sit barn med tilskud, skal have et job, som giver en indtægt på min. 10.504 kr. pr. måned, så dækker kommuneskatten merudgiften på 1.559 kr. og forslaget er udgiftsneutralt.
 
Skal kommunen opnå den budgetterede besparelse ved ikke at betale 4.885 kr. i tilskud, så skal den forældre, der tidligere passe sit barn med tilskud, fremover have en indtægt som der er så stor at kommuneskatten dækker udgiften på 6.444 kr. til en dagplejeplads. Det betyder at forælderen skal have en månedsløn (før skat om bidrag) på godt 31.000 kr. Er indkomsten lavere bliver kommunens besparelse tilsvarende mindre.

Desværre er dette forslag ikke det eneste i kommunens sparekatalog, hvor der ikke er taget højde for afledte udgifter. F.eks. er der ikke taget højde for at færre timer i til de yngst skoleelever, nødvendigvis må medføre øgede åbningstid i SFOen (medmindre børnene skal passe sig selv mellem kl. 11.30 og 13.00). 

Jeg vil ønske og håbe, at der hen over sommeren bliver tid til at lave nogle lidt dybere konsekvensberegninger over de fremsatte besparelsesforslag. På den måde kan vi måske undgå alt for mange serviceforringelse, som ikke giver den forventede besparelse, fordi der ikke er taget højde for øgede udgifter andre steder i budgettet.
 
For godt til at være sandt?
Trykt i Venstrebladet d. 25. juni 2008

Som medlem af bestyrelsen på en skole, som mangler en ny legeplads, har jeg med stor interesse læst det aktuelle tilbud fra en legepladsproducent, som tilbyder at opstille en gratis legeplads, mod at der placeres reklameskilte på den.
Tilbuddet betyder bl.a., at skolen skal binde sig til en vedligeholdelsesaftale, som medfører, at der skal betale et fast beløb hver måned de næste syv år. Firmaet foreslår, at skolen skaffer sine egne lokale sponsorer til at finansiere denne løbende betaling.
Hvis jeg var medlem af bestyrelsen i friskolen eller hallen, ville jeg ikke have de store bekymringer omkring lokale sponsorer. Men fordi det er en kommunal folkeskole, mener jeg, at de lokale sponsorater giver anledning til en række principielle spørgsmål. Hvem kan og skal beslutte, hvilke firmaer der skal have lov til at reklamer på legepladsen? Kan en offentlig folkeskole f.eks. tillade sig at sige ja til en reklame for tømrermester A, fordi det er en velrenommeret virksomhed, men nej til tømrermester B, fordi det er en udbredt opfattelse i lokalområdet, at denne virksomhed laver arbejde af dårlig kvalitet og i øvrigt ikke behandler sine ansatte særlig godt?
Inden jeg har mod på at sige ja til et projekt, som kræver faste sponsorer, skal det afklares, hvem der har ansvaret for at skaffe og pleje disse sponsorer syv år frem i tiden - og ikke mindst sikre, at de betaler. Jeg mener ikke, at det er en opgave, som uden videre kan pålægges skoles ledelse og administration. Det betyder, at det overlades til frivillige blandt skolens forældre at sikre den løbende sponsorpleje.
Jeg vil hjertens gerne modtage sponsorbidrag fra de lokale erhvervsdrivende til en ny legeplads på skolen, men der skal være tale om enkeltstående beløb. Jeg vil også gøre, hvad jeg kan, for at eventuelle sponsorer bliver pænt omtalt. Men jeg ønsker ikke, at vores folkeskole skal være afhængig af langvarige sponsorforhold, som er betinget af konkrete modkrav i form af reklameskilte.
 
Lys, liv og landskab - også i juniorklubben
Trykt i Venstrebladet d. 6. maj 2008

Jeg har en søn, som går i 3. klasse. Ligesom andre forældre til børn i 3. klasse er vi ved at tage stilling til, om vores søn skal gå hjem efter skoletid, eller om han skal i juniorklubben, når han stopper i SFO’en efter sommerferien.
Kommunens tilbud til de unge i aldersgruppen 4.-7. klasse i Hørve er en juniorklub indrettet i en tidligere tøjforretning. Der er i øjeblikket tilmeldt 55 børn, til daglig er der ca. 30 børn i klubben. Der er ingen tvivl om, at børn og voksne i klubber har gjort rigtig meget ud af at indrette det ene lokale, som klubben har til rådighed, men det er lidt af en udfordring, når det samme lokale skal bruges til køkken, hyggekrog, computerstue, samlingssted, garderobe, bordfodbold, lektielæsning, vilde drengelege, hyggelig pigesnak osv.
Udendørsarealet består af en lille, asfalteret gård med et enkelt basketball-net og fortovet ud til Nørregade samt et gammelt lagerlokale, hvor der står et bordtennisbord. (Arbejdstilsynet har udstedt forbud mod, at personalet opholder sig i dette rum).
Jeg kan godt forstå, hvis der er forældre og børn, som fravælger dette tilbud. Efter fem-seks timer i skolen så er kommunens tilbud til børnene, at de kan krydse byens mest trafikerede gade og derefter sidde indendørs i yderligere et par timer. Paradoksalt i en kommune, der markedsfører sig under mottoet: lys, liv og landskab.
Min opfordring til børne- og skoleudvalget i Odsherred er: Sælg ejendommen i Nørregade, den er hverken geografisk eller indretningsmæssigt egnet til klubben og heldagsklassen, som bor på 1. sal. Der kunne indrettes en ny klub i forbindelse med hallen eller i området mellem skolen og hallen. Her kan børnene få et hjørne af parkeringspladsen til rulleskøjteløb, skateboard, basketball osv. Der vil være god adgang til boldbanerne og hallerne, og der vil være en oplagt mulighed for at indgå i et samarbejde med de velfungerende gymnastik- og idrætsforeninger, der er i Hørve.
 
Støvsignes fremtid i hjemmeplejen
Trykt i Venstrebladet 25. januar 2008
 
I Venstrebladet var der d. 12. januar en artikel om vikarforbruget i ældresektoren og problemerne med at tiltrække kvalificeret personale. Budskabet er klart: Der mangler hænder. Et budskab, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig, men hvad hjælper et politisk løfte om flere hænder, hvis der ikke findes nogen, der vil lægge hænder til?
Vi bliver vi nødt til at se på, om vi bruger de hænder, der er, på den rigtige måde. I artiklen er der et billede af Norma, som er ved at dosere medicin til Ruth. Hvilken glæde har Ruth af at se på, at Norma doserer medicin? Jo mere Norma koncentrerer sig om at være nærværende og tale med Ruth, jo større er sandsynligheden for, at hun kommer til at lave fejl, så Ruth får forkert medicin. Der er apoteker, som har maskiner, der kan dosere medicin, hvorfor så bruge vores sparsomme hænder på det?
Det næste billede viser Gosia, som er ved at rulle sengetøjet. Der er da heller ingen tvivl om, at nyrullet sengetøj er dejligt, en behagelighed, som forsvandt i mange børnefamilier, da mor fik arbejde, men er rulning af sengetøj en opgave, som skal prioriteres højt, når der mangler hænder til omsorg og pleje?
Hjemme hos os har vi en lille flittig hjælper, en robotstøvsuger med kælenavnet »Støvsigne«. Den er ikke særlig hurtig, og den er heller ikke specielt godt til paneler og kroge, men den er effektiv, når det drejer sig om åbne gulvarealer, og så smutter den uden videre ind under sengen og sofaen.
Hvis Støvsigne kunne klare noget af den daglige rengøring, så behøver rengøringshjælperne måske ikke at komme så tit. Til gengæld kunne hun være der i længere tid ad gangen, så hun har tid til at tage sig af de kroge, som Støvsigne ikke når. Ved færre lange besøg frem for flere korte besøg skal der bruges mindre tid på transport. I en kommune med så forholdsvis store afstande som Odsherred er mulighederne for at nedbringe tiden på landevejene værd at undersøge. Den tid, der spares på landevejene, kan bruges til omsorg og pleje.
Støvsigne, pilledoseringsmaskiner og andre tekniske hjælpere kan aldrig og skal heller aldrig erstatte den menneskelige kontakt. Men hvis de teknologiske muligheder udnyttes fornuftigt, kan de bruges til at flyttes ressourcer fra manuelt arbejde som støvsugning og medicindosering over til omsorg, pleje, nærvær og menneskelighed, som er det absolut væsentligste i ældreplejen både for brugere og personale.