Artikler og læserbreve mv.
 
En familievenlig skattepolitik
Bragt i Kalundborg Folkeblad d. 25. oktober 2007
Skattesystemet skal indrettes sådan, at det ikke straffer dem,der vælger at variere deres arbejdsindsat.

Peter og Jens er jævnaldrene. Da Jens var færdig med sin uddannelse, fik han et job, hvor han arbejder 37 timer om ugen, indtil han går på pension.
Peter fik også et job. I de første år, mens han er ung og nyuddannet, arbejder han rigtig meget. Efter nogle år vælger Peter at arbejde mindre i en periode, mens hans børn er små.
Når børnene er flytter hjemmefra, arbejder han igen meget i nogle år, indtil han bliver ældre og gerne vil arbejde mindre, inden han helt forlader arbejdsmarkedet og går på pension. Set over hele deres livsforløb så arbejder Jens og Peter lige mange timer og de får lige meget i løn. Men i løbet af livet kommer Peter til at betale væsentlig mere i skat end Jens.

 
Skattesmæk til den fleksible
Peter skal betale 63 procent i skat af den ekstra arbejdsindsats, han yder i de år, hvor han vælger at arbejdet meget, men der er ikke nogen tilsvarende skattenedslag i de år hvor han arbejder mindre.
Hvis vi vil have en fleksibel arbejdsstyrke, som er villig til at yde en ekstra indsats i perioder af livet, må skattesystemet indrettes, så det ikke straffer dem, der vælger at variere deres arbejdsindsat. Derfor er der god grund til at sænke skatten på den sidst tjente krone. På den måde får helt almindelige lønmodtagere mulighed for at variere deres indsats på arbejdsmarkedet uden at blive straffet skattemæssigt. Det ville være til gavn for både samfundet, arbejdsgiverne og ikke mindst de enkelt familier.
Velfærd er vel ikke alene et spørgsmål om, hvor meget skattefinansieret offentlig service vi kan få? Velfærd er også retten til selv at vælge, hvordan man vil prioritere sin tid og indrette sin tilværelse.
En ret som det nuværende skattesystem sætter en væsentlig begrænsning på.
 
En familievenlig skattepolitik
Bragt i Venstrebaldet d. 24. oktober 2007
 
I sin åbningstale lagde statsministeren op til, at 64-årige, der bliver på arbejdsmarkedet, skal have en pæn skatterabat. Det er i sig selv en sympatisk tanke, at den, der yder en ekstra indsats, skal belønnes for det. Men hvorfor skal tømreren, der yder en ekstra indsats, skolelæreren, der tager nogle ekstra timer, eller sygeplejersken, der tage en ekstra vagt, ikke også belønnes?
Vores skattesystem er indrettet sådan, at der betales 63% i skat i de år, hvor man yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, men der er ikke noget tilsvarende »skattenedslag« i de perioder, hvor man arbejder mindre. Det betyder, at dem, der i en periode af deres liv yder en ekstra indsats for at spare sammen til at kunne arbejde mindre på et andet tidspunkt i livet, f.eks. mens børnene er små, eller når børnebørnene eller familiens ældre har brug for hjælp, bliver urimeligt hårdt beskattet i sammenligning med dem, der arbejder 37 timer om ugen hele livet igennem.
Det ville være til gavn for både samfundet, arbejdsgiverne og ikke mindst de enkelte familier, hvis skatten bliver sænket på den sidst tjente krone.
Så får helt almindelige lønmodtagere også mulighed for at variere indsatsen på arbejdsmarkedet uden at blive straffet skattemæssigt.
Velfærd er vel ikke alene et spørgsmål om, hvor meget skattefinansieret offentlig service vi kan få? Velfærd er også retten til selv at vælge, hvordan man vil prioritere sin tid og indrette sin tilværelse. En ret, som det nuværende skattesystem sætter en væsentlig begrænsning på.

 

Rig eller fattig?

Af Ulla Margrethe Hansen

Er en enlig mor med to børn som går i børnehave og dagpleje rig eller fattig, hvis hun har en årlig lønindkomst på 408.000 kr. ?

Ser vi på hendes skattebillet må svaret være, at hun er rig. Hendes årlige indkomst overstiger 355.600 kr. og derfor hører hun til i den del af befolkningen der er så velstillet at de skal bidrage med mere end den øvrige del af befolkningen. Helt konkret betyder det at hun, hvis hun bor i Odsherred kommune, betaler 526 kr. i topskat hver måned

Ser vi derimod på hendes udgifter til børnepasning må svaret være, at hun er fattig. Da husstandens årlige indkomst er mindre end 415.900 kr. hører hun til blandt de børnefamilier der er så dårligt stillet, at de er berettiget til delvis friplads i daginstitutionerne.

For den enlige mor her betyder det, at hun er berettiget til et månedligt nedslag på 590 kr. på betalingen for børnepasning.

Jeg vil ikke forsøge at komme med en definition på hvornår man er rig og hvornår man er fattig, og mit lille eksempel bekræfter jo også at man fra samfundets side heller ikke har en klar definition.

Derimod tyder eksemplet på, at der i et eller andet omfang er hold i påstande om, at vi har skabt et samfund, hvor den rigeste ¾ af borgere betaler til de ¾ fattigste borgere. Hvorfor ikke arbejde hen i mod et samfund, hvor det kun er den rigeste ¼ af befolkningen der betaler til den fattigste ¼ af befolkningen?

Vi kunne udnytte vores ressourcer meget bedre, hvis vi koncentrerede indsatsen om at hjælpe dem, der virkelig har brug for det, frem for at lade den offentlige forvaltning sidde og administrere fordeling af penge mellem almindelige velfungerende borgere.